HVORDAN GIK 2020 ?
Vi har haft 15 prøvepakker ude hos forskellige interesserede fordelt jævnt over hele landet.
Her er der som minimum plantet 100-200 stk hvert sted, og meldingerne går på, at specielt hybriderne 3B07 og 3BFE har vist den bedste vækst.
Derudover har hybriderne 3B01, 3B03 og 3BSH givet rimelig vækst, omend ikke det samme som vore 2 bedste hybrider.
På vores prøvemark i Korsør (fed lerjord) har såvel 3B07 og 3BFE givet en relativ ensartet vækst, og er i midten af september målt til mellem 3 og 4 cm i diameter ved roden, mens højden har varieret fra 60 cm og op til 175 cm som det højeste. Disse træer er plantet som 2-årige rodklumper (chumps) og har derfor haft de mest optimale vækstbetingelser.
Bladene udvikler sig marginalt i juli og august og har nået en gennemsnitlig størrelse på 45 x 58 cm.
Ligeledes er der plantet almindelige rodstiklinger af samtlige hybrider, hvor væksten er noget mere begrænset det første år. Disse planter måler i september omkring 60 cm i højden, men jfr. Bulgarske beregninger indhenter stiklingeformerede planter de rodklumpformerede i løbet af et par år.
Forsøg gennem 2020:
Plantet den 25. april 2020
På vores prøvemark har alle planter været vandet med siveslange, hvis huller passer nøjagtig til planteafstanden. Dermed har kontrollen med vandforsyningen kunnet styres fra start.
De er blevet vandet de første 14 dage efter plantning i 6 timer 2 gange om ugen, hvilket sikrer 1 liter pr plante i timen.
Der er ikke blevet tilført gødning de første 5 uger.
Der var nattefrost frem til den 20 maj og den 22 maj dukkede de første spirer op til jordoverfladen.
Derefter blev vandingen nedsat til 2 timers vanding 2 gange om ugen.
I første omgang forsøgte vi med 1 teskefuld almindelig NPK 21-5-10 i granulat, men på trods af rigelig regn, så vi ikke nogen nævneværdig respons hos de enkelte planter. Væksten stod ligesom stille, eller var relativ langsom.
Midt i juni gik vi så over til flydende NPK 19-3-17 fra
Yara Kristalon Blue Label og vandede forsøgsvis hver enkelt plante 1 gang om ugen. Og så satte væksten i gang.
Efter 2 uger kunne vi næsten se, at træerne groede dag for dag, og i alt fald ca 5 cm om ugen. Væksten har været størst i juli, august og september.
Vi afprøvede også ukrudtsbekæmpelse og kom frem til samme resultat som vore kinesiske leverandør under det kinesiske landbrugsministerium:
PAULOWNIA TÅLER IKKE ROUND UP !
– væksten går næsten øjeblikkelig i stå (uden at planterne går ud) hvis der er sprøjtet med roundup bare 1 meter fra planten, 1- 5 dage før regnvejr.
I år 2021 har væksten på sidste års planter været mellem 3 og 5 cm om dagen, og planter fra rodklumper er nu oppe i 3,5 meters højde, mens planter fra stiklinger er oppe i 1,2 meters højde i andet vækstår.
PLANTNING UDEN TILSKUD AF VAND OG NPK:
Vi har i 2020 foretaget forsøg med plantning af Paulownia 3BFE og 3B07 på de mest absolutte marginale jorder, hvor vi fra start har udeholdt såvel vanding og gødning.
Dette har givet ca 45 % vækst i år 1, hvilket må antages at være tilfredsstillende.
Det vil sige, at vi ved at booste planterne opnår en betydelig større vækst, mens vi ved at undlade vanding og NPK opnår en relativ vækst, som dog vil indhentes i løbet af de kommende 2 år.
Paulownia kendetegnes netop ved, at den i det primære er selvforsynende via den meget store optagelse af Co2.
Portugisiske, nuværende forsøg viser da også, at planterne i de første 8-10 år opnår samme vedmængde, som de planter, der er boostet gør efter 7 år.
Efter første høst vil planterne således yde den samme vedmængde hvert 7-ende år.
Du kan altså godt undvære vanding og gødning ved etablering, men må påregne, at planterne yder første høst 1-3 år senere.